Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Og få 15% rabat på dit første køb!

Nej tak

Indtil for nylig havde vi en kultur, hvor børn var meget fysisk aktive. Børn brugte kroppen som transportmiddel, børns leg var fysisk. Vores bevægekultur har ændret sig på få årtier i et sådant omfang, at vi undertrykker børns spontane fysiske aktivitet.

I alle aldre er hverdagsmotionen vigtig. Det betyder, at skolebarnet så vidt muligt bør bruge kroppen som transportmiddel og indarbejde en aktiv livsstil – også i det små, for det er ikke lige meget om børn bevæger sig eller ej. Aktive børn er mere glade, har større selvtillid og er bedre til at håndtere stress – og de lærer bedre.

Formålet med børns fysiske aktivitet i skolealderen er, at idræt og holdsport bidrager til udvikling af sociale færdigheder, selvtillid og glæde. Samtidigt er der nogen evidens for at børn, der er regelmæssigt fysisk aktive, har bedre koncentrationsevne og hukommelse og klarer sig bedre bogligt. Understøt børnenes selvtillid og glæde ved bevægelse og undgå at udleve egne bristede illusioner gennem barnet. Det er selv sagt vigtigt, at barnet oplever, at det er sjovt at være aktiv.

Der er en betydelig sundhedsgevinst ved at bruge kroppen som transportmiddel. Det er derfor vigtigt at tænke det enkelte barns dagligdag igennem med henblik på om der er transport-rutiner, der kan lægges om således at en rute kan tilbagelægges ved gang eller cykling. Mere bevægelse i børns hverdag betyder ikke nødvendigvis, at børnene skal køres til endnu flere aktiviteter, men indebærer, at vi anerkender børns spontane fysisk aktivitet. At vi anerkender deres behov og lyst til bevægelse – og understøtter den. Som voksne skal vi undlade at undertrykke børns legekultur og i stedet understøtte og opmuntre deres spontane fysiske aktivitet.

Kilde: Skoven i skolen & Sundhedsstyrelsen

Uddrag af Børn og Motion af Bente Klarlund Pedersen

 

 


Kommenter

Denne blog er modereret.